Dåben

Vi har lige fra starten kaldt den lille vogn for hundehuset. Nu er der vist ikke noget, at tage fejl af.

Men hvem bor så i Hundehuset. Det gør den smukke fyr her samt hans familie :)

Mandag den 19 - onsdag 21 august.

Mandag morgen forlod vi den smukke plads i Vilhelmina. Vi havde sat os for, at vi ikke ville køre længere mod nord i denne omgang. Dels på grund af at jeg var ved at være mæt på nye indtryk, og dels på grund af at jeg trængte til en pause.

 Vi kørte fra Saiva camping i strålende sol og lune temperaturer.

Når man kører langt, skal man sørge for, at holde pauser undervejs. Da vi havde Danny med, trængte han også til lidt motion, så vi fandt et vidunderligt sted med en sø. Desværre var vi i tvivl om, det var pollen eller alger, der var i vandet. Derfor fik han ikke lov til, at bade denne gang.

Efter en tissepause, som iøvrigt var et fint og handicap venligt lokum fortsatte vi videre ned mod Stockholm.

Sidst på dagen nåede vi ned til ca 70 kilometer nord vest fra Gävle. Her besluttede vi os for, at finde et sted hvor vi kunne overnatte. Det blev på Mohed Camping, der lå et stykke fra E4. Igen en plads med mange østeuropæere, men også mange svenskere. Her slog vi benene ned, fik lidt og spise og luftet hunden for natten. Vi sad og snakkede lidt om, hvad vi yderligere ville se på vej sydover. 

Et eller andet sted har jeg altid gerne ville se Astrid Lindgrens verden, så det satte vi kursen imod. Da tiden kom til, at finde en campingplads fandt vi ud af at det kostede  det vide ud af øjnene. Så vi besluttede i stedet for at køre "hjem" Vi manglede bare de sidste 280 kilometer. Det blev en meget lang tur, men hold da op, hvor var det godt, at gense Vittsjö igen. Her har vi vores Cabby 740 stående.

Lørdag den 17 og søndag den 18 august 2013

Lørdag morgen efter en lang nat med regn og dermed larm på taget drog vi videre ad Vildmarksvejen. Vi havde nogle ting, som vi ville se på resten af turen tilbage til civilisationen.

Men først skulle vi sige farvel for et par dejlige dage på Gäddede camping, hvor vi samtidig skulle afregne.

Vi lagde mærke til, at rigtig mange steder på ruten, havde man lavede opsigtvækkende reklamer for forskellige værksteder og lignende. Denne her var virkelig anderledes. Mange steder er der bare klasket et tilfældigt skilt op om for eksempel  pizza eller hemslöjd. Det synes jeg faktisk er, at forurene den ellers så vidunderlige natur.

Første stop på vejen var et traditionel samlingsplads for samerne, hvor der i den første weekend i december holdes et julemarked.

I Ankarede er der endvidere en kirke og stedet er også en begravelsesplads.

På pladsen findes der beboelses hytter og kåtar, Preben siger at pladen på taget nok var forløberen til nutidens paraboler

Efter Ankarede fortsatte vi videre op på koldfjeldet til Stekenjokk. På vejen krydsede vi grænsen til Lapland. Vejret viste sig ikke fra den pæneste side, og det var blæsende koldt. 

Kort før vi ramte plateauet, fik vi øje på de første rener. Jeg syntes, at de var svære at få øje på, da de faldt godt ind med vegetationen.  

På Stekenjokk plateauet kom Danny ud af bilen. Det var på tide, at han fik en kort luftetur, hvilket viste sig, at være tiltrængt. Det var tydeligt, at han havde færden af renerne, men han havde ingen intentioner om, at jage dem på denne afstand.

Vejen forbi Stekenjokk er lukket fra oktober til juni, så skal man på de kanter skal man lige tænke på, hvor man skal hen, da hele ruten rund er på 500 kilometer. Man kan sagtens forstille sig, hvor barsk det må være om vinteren, når det allerede var så koldt og blæsende den 17 august.

 Efter vi havde forladt Stekenjokk, kørte vi et pænt stræk til Fatmomakke, hvor vi drejede af fra Vildmarksvejen og kørte de 7 kilometer ned til Fatmomakke.

Fatmomakke er en kirkeby meget lig med Ankarede. Her holdes gudstjenester i kirken og der er ligeledes en kirkegård. 

Den første bygning vi støder på er den ældste bygning i lejren.

 Fatmomakke har en meget enkel kirke, der som sagt bruges jævnligt.

I Fatmomakke ligger der ikke mindre end 80 kåtar

 Sidste stop på den lange vej fra Gäddede til Vilhemina blev Trappstegforsen. Også det var et fantastisk smukt syn, som var svær at give slip på. På dette tidspunkt vat vi begge trætte og ønskede bare at slå lejr. Vi ville dog frem til Vilhemina, før vi satte poterne ned.

Fremme på Saiva camping fik Danny sin mad, hvor efter han lagde sig veltilfreds i græsset.

Så var det vores tid til et måltid. Vi havde grillet en forloren hare. Det var vores første grillet måltid på turen. I Gäddede valgte vi, at lade restauranten lave vores varme måltid, men en grillet "hare" er nu altså 100 gange bedre en pommefrites, ikk?

Da jeg er medlem af Svensk Brugshunde Klub, og der er en afdeling her i Vilhemina, tog vi derud med Danny. Her blev han sluppet for første gang her på turen. Det var, som at se køerne blive lukket ud på græs om foråret. Han nød det, og vi kunne ikke lade være med, at grine af hans krumspring. Der blev dog også trænet, hvilket jo var det primære mål. Jeg tror lige, at vi havde en træt dreng med hjem, for han har stort set sovet lige siden - i vores seng :)

Fredag d. 16 august 2013

Turen i dag blev indtil videre den største natur oplevelse nogensinde. Vi kørte til Hällingsåfallet. De sidste 21 kilometer foregik på en noget ujævn grusvej. 

Hällingsåfallet er et 43 meter højt vandfald i en 800 meter lang slugt. 

Da vi ankom til stedet, skulle jeg bare en lille tur for mig selv. Selv om det er i naturen, som må jeg sige, at jeg var noget overrasket over de fine lokummer.

 På parkeringspladsen var det mulighed for, at man kunne grille sin medbragte mad.

Ude ved selve vandfaldet, skal man, hvis man har børn og/eller hunde med, have godt fat i dem, for det går som sagt 43 meter lodret ned i dybet.

Flere af vandre stierne omkring faldet forgår på udlagte brædder. Her må man sige, at ruterne ikke er særlige egnede for folk med balanceproblemer.

Det var som sagt en oplevelse af de store, som vi varmt kan anbefale alle, der kommer indenfor en radius af et par hundrede kilometer fra stedet